Arto og Mediepanikker

Billedet er taget af Pingu1963

Studerende har i Dansk, kultur og Kommunikation, 2. semester, efteråret 2008, arbejdet med temaet "Mediepanikker" (lige som holdet tidligere på året) – hvordan en mediepanik opstår og hvem, der er faste deltager i panikken. Til det har studerende dels fundet avisartikler i Infomedia (Skoda, Infomedia, der kræves adgangskode) dels læst forskellig litteratur om unges brug af medier samt lidt af Malene Charlotte Larsens undersøgelser omkring Arto. I den forbindelse skriver

Rikke: ”Hvad siger medierne om Arto?: "Først og fremmest er jeg målløs..... Jeg søger på Infomedia på artikler omhandlende Arto, det er jo helt vanvittigt. Da jeg nåede ca. 3 mdr. tilbage i tiden var jeg allerede oppe på over 50 artikler. Jeg tror desværre, at det tit er overskrifterne der sælger aviserne og jo mere farverige og forargende de er, jo bedre sælger de."

- Og lidt senere i Rikkes tekst: "Hvis man skulle overføre det til vores pædagogiske arbejde, er det vigtigt at man eks. ved udsatte børn har styr på fakta og ikke handler ud fra følelser alene. Når Bourdieu taler om Doxa skal man som pædagog passe på ikke at være i et rum, hvor alle i frokoststuen er enige, men begynde at stille spørgsmål - til den pædagogik - (eller mangel på), man ønsker."

Birgit oplever følgende i løbet af sin undersøgelse: "Hvem er de faste deltagere i mediepanikkerne? Det er pressen, der skaber panik via deres ensformige sensationslystne journalistik, og får de læsere og seere kørt med på panikken - der ikke stiller kritiske spørgsmål til deres journalistik og bare "æder historierne råt". Birgit har endnu et bud, hvor Kirsten Drotner citeres: "Mediepanikkerne afspejler derfor indirekte en kulturkamp mellem generationerne: Hvem skal definere, hvad rigtige kulturelle kompetencer er". (Drotner et al., 1996a:70-72)

Ditte skriver: "De faste deltagere i mediepanikkerne lader umiddelbart til at være journalister, forældre, politikere og andre "etikere", der gerne vil sætte spørgsmålstegn ved alle de saftige problemstillinger, der kan udledes af Arto."

Nadja skriver: Mediehysteri bliver faktisk lavet af medierne, det er f. eks. jornalister som skriver ensidige artikler, son bliver taget som sandhed eller ”sandheden” af læseren".

Kim og Lena skriver: Hvem er de faste deltagere i mediepanikkerne:

• Journalisterne
• Dagspressen
• Politikere
• Faste samfunds debattører

Der er således en bred enighed blandt studerende om, at avisartikler - mediepanikker kræver, at man undersøger hvilken viden og faglighed, der ligger bag artiklen :-)

Talebobler

Lige en ide: Hvis man uploader sine billeder til Photobucket, kan man lave alt muligt sjovt med billederne, f.eks. sætte talebobler på. Det kan dog kun lade sig gøre på enkelt billeder - ikke animationer (så "står" animationen stille):

Iagttagelser af folk når de taler i mobiltelefoner

Studerende har i den sidste tid arbejdet med temaet: ”Traditioner i forandring”. Baggrunden for dette har været at opleve, hvordan traditioner påvirker opfattelsen af omverdenen og hvordan de ganske langsomt ændres blandt andet gennem debatter i både det offentlige og private rum.

I forløbet har baggrundslitteraturen været lige fra tekst af Emma Gad til Carsten Jessens tekst om simultane dialoger. Carsten Jessen skriver, at unge ikke zapper forvirret rundt, men at de unge derimod mestrer, at indgå i flere parallelle dialoger samtidig(simultane dialoger) og at mobiltelefonen er med til at skabe kontinuitet i en meget opsplittet hverdag. I forløbet har en af opgaverne været at iagttage, hvad folk gør, når de taler i mobiltelefon og f.eks. hvad de siger, når de tager telefonen? Det er grunden til, at jeg i det efterfølgende vil dykke ned i "tegn" fra studerendes iagttagelser, som fortæller noget om netop det at kunne multitaske og indgå i simultane dialoger.

Birgit skriver, at børn og unge er mægtig gode til at multitaske: ”På cafe´har jeg iagttaget både piger som drenge at de imens de sidder og samtaler og har det hyggeligt kan sidde og sms´e , tage fotos af hinanden og ringe op eller svare mobilen hvis den ringer, de har næppe hørt om Emma Gad" .

Rikke har en lignede iagttagelse: "C kan ikke leve uden mobilen. Hun bruger den som kalender og går aldrig nogen steder uden den. Den er lidt hendes bindeled til venner, familie og bekendte. Hun sender mange sms'er og er en "ørn" til at skrive lange beskeder på kort tid. Faktisk kan hun skrive med både højre og venstre og kan derfor samtidig med at hun sms'er foretage sig mange andre ting. Når hun tager telefonen siger hun Hej det er C uanset om det er personer hun kender eller om telefonnummeret umiddelbart ikke siger hende noget."

Ditte har nogle interessante iagttagelser af tre forskellige "typers" brug af mobiltelefonen. Hvor den ene iagttagelse også er af en person, der i høj grad magter at multitaske: "B tenderer at bære sin telefon på sig hele tiden. Herved kan hun hurtigt komme til den og bruger den også hyppigt som alarm, såvel som ur og kalender. Hun indrømmer gerne at hun er "dybt afhængig" af sin mobiltelefon. Når folk ringer til B, tager hun det ganske afslappet og siger altid blot: "Hejsa", uanset om hun kender vedkommende eller ej. Herefter fortsætter samtalen uden kropssprog og med lettere flakkende øjne. Hun multitasker gerne under samtalen. For eksempel kan hun fint tale i mobil, lave mad og se TV, på samme tid. B sender i gennemsnit 30 SMS-beskeder om dagen."

Mediepanikker, efterår 2008

Billedet er taget af tie78reu
Hvad synes du om Arto?

I faget Dansk kultur og kommunikation(Pædagoguddannelsen) har de studerende til opgave "umiddelbart" at skrive, hvad de ved om internetstedet Arto - først derefter læses den obligatoriske litteratur, der hører til temaet. Målet med denne fremgangsmåde er selvfølgelig, at studerende selv oplever, hvordan man med viden kan ændre opfattelse samt, at "den offentlige mening" kan have udgangspunkt i forskellige mediepanikker.

– Altså, hvad er forskellen på "den offentlige mening" og en faglig pædagogisk synsvinkel, der bør præge pædagogen i mødet med børn, unge, forældre og emnet Arto? Efterfølgende er en samling (efteråret 2008) af eksempler på, hvad studerende ved inden læsning af litteratur:

"Arto er en hjemmeside for børn og unge, som de kan bruge til bl.a. chat og leg."

"Jeg kender ikke til Arto. Jeg ved, at Arto er en hjemmeside, hvor man kan chatte eller lignende. Jeg forstiller mig den som facebook. Jeg ved desideret ikke mere om denne chatside og glæder mig til at undesøge den nærmere.
Jeg har en lidt splittet forhold og mening til chatsider. Det kan sikkert være sjovt nok. Jeg har chatter selv kun med folk som jeg kender og det forgår via mail eller icq."

"Nu sidder jeg her og skal gøre mig tanker om Arto. Jeg må ærlig indrømme, at jeg kun ved at det er en hjemmeside for børn"

"Arto - Ja hvad er egentlig Arto?
Uden at have den store kendskab til Arto, er jeg dog overbevist om at Arto er en tjat hjemmeside, specielt benyttet af børn og unge. Arto har fået en del negativ omtale i dagspressen efter det er kommet frem at hjemmesiden også benyttes flittigt af pædofile."

Det er lidt andre udsagn end dem, jeg modtog sidste gang studerende arbejdede med dette emne(Se den foregående blogpost). Nu bliver det spændende og sjovt at se, hvordan opfattelser ændrer sig, når der er læst lidt litteratur :-)

Mediepanikker

Traditioner i forandring
- Sammenfatning af aktiviteten ”Mediepanikker”

Billedet er taget af James Cridland

I den sidste tid har studerende i Dansk, Kultur og Kommunikation arbejdet med temaet Mediepanikker. Udgangspunktet har været spørgsmålet:

”Hvad synes du om Arto? Skriv et indlæg i din blog om, hvad du ”synes” om Arto. I forbindelse med denne aktivitet er det forbudt at læse obligatorisk litteratur først – læsning forbudt!
Herefter kan du læse litteraturen, der er opgivet som obligatorisk i undervisningsplanen til denne aktivitet”

Den obligatoriske litteratur er dels studerendes egne undersøgelser af debatter om Arto i aviser og TV, dels faglitteratur og forskningsbaserede artikler/rapporter.

Målet med aktiviteten er, at studerende selv undersøger, hvad der adskiller "den almindelige mening" og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogprofessionen/ pædagogens arbejde? - Samt hvordan forskellige kilder kan anvendes ind i en forskningtilknyttet professionsuddannelse (se Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor)


Det er interessant, at læse hver enkelt studerendes svar på spørgsmålet "Hvad synes du om Arto": Alex’ mening er ”Ingen ting overhovedet, andet at det lyder som et dårligt valg af navn til en hund” og Anne Marie skriver: "Lige for tiden er der jo ro om Arto, men da det var oppe i medierne, må jeg da nok sige at man blev noget urolig. Man vidste jo ikke hvem, der kunne få fingerene i ........børn". Vibeke starter med:" Min for – forståelse for Arto.dk, kan ligge på et meget lille sted. Det er ikke noget jeg har brugt og mit kendskab til Arto.dk stammer fra medierne og min eksmand". Michaels udgangspunkt er: "Det er umiddelbart svært at sige, hvad jeg synes om Arto, da jeg ikke har den store ide om, hvad det drejer sig om. Jeg ved at Arto for nylig fik en pris til boogie awards for årets tidsrøver, så det må være noget de unge bruger meget tid på" og Tina skriver "Jeg har faktisk ingen konkret viden om Arto på forhånd - jeg har kun "hørt" om Arto fra andre - f.eks. min veninde, hvis datter på et tidspunkt var helt "opslugt" af Arto.....".

Claus skriver:"Hvorfor er der behov for et vituelt møde sted som Arto...? Og hvad forgår der på Arto..? Jeg aner det ikke. Men jeg læser ofte om det i aviserne, eller høre om det på TV. Ud fra dette forestiller jeg mig at Arto freak'ne kan deles op i 3 kategorier. 1. Dem der keder sig. 2. Dem der keder sig ekstremt meget. 3. og selvfølge de pædofile." og Dorte overvejer følgende: "Jeg er overbevist om at Arto er en tidsrøver, både for den 12-årige og for den 35-årige. Og at siden bliver fulgt tæt at pædofile, hvor meget de så for ud af det, ved jeg ikke"

Det er også spændende at se, hvilken viden og opfattelse studerende giver udtryk for efter undersøgelsen af "Hvad skriver medier om Arto" og læsningen af den obligatoriske litteratur:

Michael skriver, at Arto har fået FDIM's chatmærke(se også Red barnet) og kommer frem til følgende:"Efter at have studeret en del artikler, der er skrevet inden for det sidste år, er det primært det negative ved arto, der bliver fremhævet i medierne." og Tina skriver: "Jeg tænker, at den obligatoriske litteratur meget godt viser 1) at man hurtigt tillægger "negative røster" altafgørende værdi. 2) man gør hurtigt andres holdning til ens egen. 3) man "dømmer" hurtigt noget ukendt. 4) at man er for autoritetstro og som følge deraf meget naiv".

Vibeke har overvejelser omkring: "Jeg mener at Arto.dk er et rum, en arena, som enhver anden, hvor de unge påtager sig den rolle/identitet der kræves og forventes netop der." Claus har fundet en del avisartikler ".......der fremhæver Arto, som et sted hvor der gøres en del for at fremme sikkerheden(f.eks. "Første chat mærke til Arto" Århus stifttidene 22.04.2008)" og overvejer om det er ved at blive "politisk ukorrekt", at være kritisk overfor unges brug af medier. - Måske er debatterne i dagblade i forhold til Arto ved at ændre sig?

Holdets blog tekster giver dels et fint billede af, hvilken mening man kan have som privatperson dels af, hvad der må ligge til grund for pædagogens faglighed og holdinger: Som privatperson danner man sig ofte meninger ud fra overfladiske debatter, overskrifter i aviser, henrevne sætninger fra omgangskredsen - mediepanikker, men som professionel pædagog er det ikke nok. Som der står i Pædagogens kompetenceprofil side 9, må pædagogen lægge ”kundskaber, intelektuelle, manuelle og sociale færdigheder” som grundlag for holdninger.

Vi har på andre hold haft lignende diskussioner, Se Lis blog om pædagogfaglighed, hvor Lis blandt andet skriver, at pædagogfaglighed består i at have viden om forskningsresultater og at kunne sætte dem ind i en samfundsrelation (som Tine gør det i sit blogindlæg). Anita, studerende på tidligere hold, tager også pædagogens faglighed op til debat, Anita skriver: ” Mange pædagoger i børnehaverne føler sig ikke anerkendt som fagpersoner” og uddyber i blogindlægget, hvad der kan være grunden til det.

For nu at vende tilbage til Arto og blogindlæggene om mediepanikker. Under min læsning af blogindlæggene, har flere spørgsmål meldt sig, som kunne være relevante at fundere lidt over. Derfor vil jeg slutte af med et par sætninger til videre overvejelse:

1. Vi har set ”skræmmekampagner” rettet mod både børn og unge samt forældre med hensyn til brugen af f.eks. Arto – hvad er der brug for i stedet for skræmmekampagner? Se f.eks. hvordan Medierådet nu arbejder med oplysning omkring Arto.



2. Hvad er den reelle fare for børn og unge, der ikke anvender nye medier(mobiltelefon, Arto m.m.) ? Hvad er konsekvensen for de børn og unge, der ikke må?



3. Hvilket ansvar og opgave har pædagogen i forhold til ovennævnte spørgsmål?

SMS - og lidt om DKK seminar

Fotoet er taget af: Pixel Addict

På et netop afholdt seminar for undervisere i Dansk, Kultur og kommunikation, var der flere interessante oplægsholdere, der med deres oplæg belyste forskellige vinkler i faget. Se f.eks. Herdis Toft: Medieret leg med læsning og skrivning

- Og, selv om det er udenfor det tema, vi arbejder med lige nu:
Klara Korsgaard, se f.eks. "Viden om børsn sprogtilegnelse":
Nationalt Videnscenter for Læsning .
Se desuden Center for børnesprog

Traditioner i forandring

- Er temaet for et undervisningsforløbet på 2. semester, den ny pædagoguddannelse, i faget Dansk, Kultur og Kommunikation. Aktivitetsforløbet, de studerende kommer igennem, tager udgangspunkt i brug af telefonen omkring 1910 ("Takt og tone" - Emma Gad)og fortsætter med en iagttagelse af hvorledes mobiltelefonen nu indgår i hverdagen - med fokus på børn og unges brug af mobiltelefoner. Forløbet sluttes med emnet Børn/Sociale netværk/Nye medier. Mine blogindlæg i den næste tid kommer derfor til at omhandle dette tema.

Fotos, der er viderearbejdet til collage, er taget af: Dan Zen, mujitra, basykes